Nul-energi – en ny måde at være sammen med dyret på
I dag vil jeg vise jer lidt om det, jeg kalder nul-energi. Min hund er ikke så glad for sådan en her — det er jo en børste. Men noget af det, han har rigtig meget brug for, er at komme af med noget af alt det her underuld.
Vi kender det alle sammen. Vi kender også de kære hunde og dyr, som enten ikke kan lide klipperen, smeden, dyrlægen, børsten eller neglesaksen. Og noget af det, jeg arbejder helt vildt meget med lige i tiden, det er nul-energi.
Hvad er nul-energi?
Jeg har prøvet samtlige ting — viklet godbidder ind i et tæppe, lagt godbidder i græsset, så han skulle snuse efter dem, mens jeg strigled ham. Men der har aldrig rigtig været noget af det, der har virket.
Inde i mig kunne jeg godt tænke mig at finde en måde, hvorpå det blev rart for min hund — men også for mig. For det er altid med den der "åh, nu skal vi i gang med den her". Så jeg pålægger det jo en værdi, en følelse inde i mig, allerede på forkant. Og det ved jeg nærmest på forhånd i mit system: det kommer bare ikke til at gå.
Nul-energi for mig betyder ingenting. Det er bare en dims. Lige nu lægger jeg den bare ned, så han kan snuse lidt til den. Giver den ikke nogen værdi. Imens sidder jeg og klør ham lidt, og det rasler jo af ham med lange hår — det er tiden lige nu til at få den ulne pels af.
Et roligt nervesystem og en tydelig intention
Det, jeg ønsker, er, at vores nervesystem er helt i ro, når vi gør det. Jeg skaber telepatisk kontakt med ham og fortæller, at min intention bare er, at det skal være rart, og at vi skal have det løse pels af ham — ikke det hele, men det, som er løst, så det ikke er så varmt for ham.
Samtidig mærker jeg hans krop igennem. Det er min måde at "se" mine dyr på — at få hænderne på og mærke, hvor noget er anderledes end det plejer. Og jeg åbner op i min intention om, at han skal sende mig det, han har brug for i dag. Og han nyder det.
Ikke at have for travlt
Noget af det vigtigste, jeg har erfaret, er, at vi ikke går for hurtigt frem. Jeg lægger børsten forskellige steder på ham. Når den siger en krasselyd, bliver han lige: "åh, hvad er det for noget?" og går lidt væk. Så får jeg ham bare hen igen og giver børsten nul energi. Lægger den bare ned. Kalder ham ind til mig igen.
Selvom han er trænet og mega dygtig til alt det, han skal, så har han jo også et nervesystem og et følelsesregister, som skal kunne føles.
Det er ikke altid, det har været en mulighed. Når jeg skulle fra A til B, var det vigtigt, han kunne levere. Men efter jeg er gået ind i dette arbejde, tjekker jeg ind, giver besked og giver ham en stemme. Det kan godt være, han er min førerhund, men han er jo også bare en hund — han har brug for at være Nika, som han er i verden. Og det er okay, at selvom man er en ældre hund på otte år, er der bare nogle ting, man ikke synes er så fede.
Accepter, at det tager den tid, det tager
Jeg er glad, hvis han bare lige er nysgerrig, puffer til børsten og så går væk. Det er okay. Jeg giver den ikke nogen værdi. Det er ikke sikkert, jeg når at strigle ham i dag. Det kan være, jeg skal gøre det her 15-20 gange. Men sådan er det.
Mit ønske er sådan set bare, at han kan ligge ved siden af mig, mens jeg laver den lyd, børsten har, når man striger. Det skulle gerne være fuldstændig ligegyldigt for ham. Men lige nu har han takket nej tak — og det skal han have lov til.
Det er en helt anden måde at tjekke ind på dyrene. En anden måde at være omkring dem. Men jeg synes, det er en kæmpe gave at kunne give dem den her stemme, så de også har et valg.
Da Nika sendte sin øresusen til mig
Noget af det, jeg opdagede med ham, var, at han faktisk har døjet med sine ører. Jeg havde i lang tid gået med en susen for mit øre, hver gang jeg var stresset eller meget oppe i mit hoved. Det var til at blive idiot af inde i hovedet, og jeg tænkte: hvorfor er det her begyndt?
Der gik flere måneder, før jeg opdagede, at Nika havde noget med ørerne. Først ved dyrlægen fandt vi ud af det. Min bevidsthed var ikke længere, og det fortsatte med mit øre i perioder. Lige pludselig slog det mig, mens jeg kommunikerede telepatisk med ham — non-verbalt, beskeder gennem mit hoved ud til ham. På tur kom det her med øret, hvor det bare stod "sjus sjus sjus", helt vildt. Primært på mit højre øre. Og det er også Nikas højre øre, der er værst.
En dag spurgte jeg ham, og han blev ved med at sige: "Mor, jeg har ondt i mit højre øre, det er træls." Jeg stak en finger ned i øret og mærkede, det var varmt og fedtet. Lige der blev jeg bevidst om: shit, er det dig, der har sendt det til mig i så lang tid?
Efter jeg fandt et pulver, der kunne afbalancere bakterierne i hans ører, forsvandt susen i mine ører. Lige i tiden er den begyndt at komme igen — og ganske rigtigt, han har varme, fedtede ører igen. Et typisk tegn på, at hans højre øre er træls.
At passe på sig selv, mens man modtager
Jeg skal jo ikke bare tage imod for alle dyrene eller alle menneskerne — så bliver man helt drænet. Derfor er det vigtigt, at jeg også kan sige: "Tak, jeg har hørt det. Jeg har mødt det. Vi er i proces." Og når han accepterer det, tager jeg den hjem til mig selv. På den måde passer jeg på mig selv.
Vi kan alle sammen teleportere. Vi får en tanke, en følelse, vi tror er vores egen. Nogle gange tænker jeg stadig: var det mig, eller var det dyret? Men ens mavefornemmelse / intuition fejler aldrig. Den første tanke, man får, har jeg lært af erfaring, er den, man med fordel kan gå med.
Udfordringen er, at i samme splitsekund som tanken kommer, går vores sind ind og overtager. Den rationelle hjerne vil gerne overtage, fordi det er mærkeligt, usikkert, utrygt. Vi er ikke vant til at navigere så meget inden i os selv. Men bare det at begynde at spørge sig selv: er det A eller B? Er det dig, der har det med øret, eller mig? — og så tro på det, der kommer ind — det gør, at man begynder at stole på det, der er inde i én.
Tilbage til børsten
Det, jeg synes er sindssygt interessant, er, at imens jeg stoppede videoen, kunne jeg få ham til at ligge stille hos mig. Jeg giver børsten nul energi. Det er en træls energi, men alligevel okay. Og han bliver stadig stående. Hvor I så lige før, at han skred med det samme, da jeg begyndte at give børsten værdi.
Nu står han og snuser lidt til den. Jeg tager den op i hænderne og giver den fortsat nul energi — jeg lægger ingen værdi i den. Jeg sidder ikke og tænker "åh nej, det her kan han ikke lide, hvordan får vi nu strigled ham?". Nej. Han kan ikke lide det, han synes det er træls — og det er okay. Det er bare en dims, der siger en sjov lyd.
Jeg lægger den omkring ham og fornemmer, hvornår han går væk, og hvornår det er for meget. Jeg har ikke travlt med at komme videre. Min intention er at hjælpe ham af med pelsen — og det ved han godt.
Til sidst blev det lige lidt for meget for ham, så han tre gange af den. Det var rigeligt. Mere skal vi ikke i dag. Så tager han lige en løbetur — han skal lige have rystet det hele af sig.
Det handler ikke om at få det overstået
Som jeg sagde tidligere: det her handler ikke om, at jeg bare vil have det overstået. Det har jeg gjort til dags dato — "nu skal det bare af, koste hvad det vil". Og så har det jo overtrådt hans personlige grænse hele tiden, og endt med, at jeg har måttet stå og holde ham. Det synes jeg er træls.
Nu øver vi os i at tage den stille og roligt. På et tidspunkt har han lyst. Det kan være, jeg skal i gang igen, det kan være jeg skal gøre det to gange — det må vi se. Men på et tidspunkt når vi det.
Ikke mere i dag. Børsten lægges tilbage i skuffen.